Tidens bestemmelse er nu overgået fra København til Nuuk, kunne man læse i nyhederne forleden. Nu kan det grønlandske selvstyre selv afgøre spørgsmål omkring tid i Grønland. Tiden i Grønland bestemmes altså ikke længere af København. Tiden er så at sige blevet afkoloniseret. Man kan sige, at det er på høje tid! Tidens bestemmelse er et politisk forhold, men det rejser også spørgsmål på det personlige plan. Om vores egen tids bestemmelse altså. Mon ikke mange af os faktisk har brug for at afkolonisere tiden på det helt personlige plan – hvad det så end betyder?
Der er flere steder på kloden, hvor tiden afkoloniseres enten via formelle aftaler eller bare anarki. Aktuelt er der fire timers forskel mellem Nuuk og København. Det betyder, at de fleste går hjem fra arbejde i Danmark, når det er frokosttid i Grønland. Det kan i mange situationer være ret upraktisk for kommunikationen. Vi ser frem til at beslutte vinter-, sommertid og tidszonefastsættelse i Grønland i vores eget parlament til efteråret, udtaler den grønlandske landsstyreformand.
Også i Kina kan tidens bestemmelse være en udfordring. Der er rent faktisk fire tidszoner mellem det østligste og vestligste af Kina, men tidens bestemmelse varetages af Beijing. Det betyder, at der officielt kun er én tidszone for hele Kina. Det omgår man så med snilde ude i de vestlige regioner ved, at arbejdsdagen starter senere. Så undgår man at skulle møde på job, mens det stadig er mørkt og nat.
For nogle år siden ønskede kunstneren Jens Haaning at opstille værket ”Kabul time” ved en større vej i København. Værket var et ur, som viste tiden i Afghanistan, og hvor der på urskiven var skrevet Kabul time. Uret refererede altså til Afghanistans hovedstad og koblede dermed til Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Værket kan fortolkes som en anden måde at afkolonisere tiden på, men det blev opfattet som for provokerende. I hvert fald er det aldrig blevet opstillet i det københavnske byrum.
Spørgsmålet om tidens bestemmelse handler for det meste om tiden i det offentlige rum og altså om den kronologiske og målbare tid. Men som kunstneren Jens Haanings værk viser, så er spørgsmålet om tidens bestemmelse både symbolsk og komplekst. Tidens bestemmelse er større end bare den målbare tid. Det handler ikke kun om tid og sted, men om tidens gang, altings forgængelighed og også om det nuværende øjeblik. Altså om kairos og dybdetid (se indlæg om cyklisk tidsopfattelse).
Mange af os oplever, at vi i megen af vores vågne tid hænger i en klokkestreng, som man siger med et lidt gammeldags udtryk. Vi har travlt. Ofte alt for travlt. Vi oplever, at vi har for lidt indflydelse på tidens bestemmelse. Men mon ikke vi også har mulighed for at afkolonisere tiden, sådan at der bliver mere egen tid og mindre af den tid, der bare automatisk er lagt beslag på. Mere værens tid. Med mulighed for kreativ pause, at kunne stå i det åbne, med vågen opmærksomhed på rum, baggrund og vidde, sans for atmosfære og relation, langsomhed og bevidsthed om energi, cykliske processer og altings sammenhæng.
Lad os hylde langsomheden. Lad os skabe mere ”personal time”. Lad os afkolonisere tiden!
Skriv et svar