Vi fortæller historier om os selv og hinanden – som en måde at forstå nye aspekter og sammenhænge på. Men der er mange gange strid om både ord og narrativ. Verden har ofte været vidne til, at kampen om retten til at fortælle historien skaber både krise og kaotiske situationer. Det er i sig selv skræmmende, men hvis vi vil forstå, hvad der virkelig er på spil, er der en helt anden historie, som vi bør interessere os for. De historier, vi oftest fortæller om verden og os selv, gør os nemlig ude af stand til at vise hinanden og kloden omsorg. Ursula K. Le Guin understreger med ”Bæreposeteorien om fiktion”, at der er brug for nye fortælleformer, som ikke bygger på det lineære, det fremadskridende og det heroiske. Så hvad gemmer bæreposen på?
Hovedbudskabet i forfatteren Ursula K. Le Guin’s lille tekst ”Bæreposeteorien om fiktion” er, at menneskets krise er skabt af den måde, vi fortæller og altid har fortalt historier om os selv på. Dræberhistorien kalder hun den. Der er brug for nye fortælleformer, som ikke bygger på det lineære, det fremadskridende og det heroiske.
”Vi har alle hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange, hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt. Og alligevel gammelt”.
Historien om spyddet og heltemanden har længe været skabelonen for vores civilisations narrativ. Det handler om at bemægtige sig, om at nedlægge byttet og få magt over. Fremad, hurtigere, længere! Begyndelse, midte, slutning. Drama: konfliktoptrapning og til slut konfliktforløsning, hvor helten sejrer. Den skabelon gør os ude af stand til at vise hinanden og kloden omsorg. Fordi det narrativ ikke forholder sig til, at vi mennesker hænger sammen med alt andet liv på jorden i et fælles rum. At det enkelte menneske og dets tilstand ikke står udenfor.
Ursula K. Le Guin fremhæver, at både romanen og filmen evner at beskrive, ”hvordan mennesker står i forhold til alt det andet i den enorme sæk, denne universets mave, denne livmor for det vordende og denne grav for ting, der var, denne endeløse historie”.
Kurven, kvinderne samler bær i, er en beholder. Flasken, der er fyldt med medicin, er en beholder. Og romanen er litteraturens svar på beholderen, en sæk til ord. Den er en medicinbylt, den indeholder alle de ord og tanker, vi har brug for.
Man kommer til at tænke på Inger Christensen, som jo i Hemmelighedstilstanden skrev, at man forledes til at tro ”at mennesket med sit sprog står uden for verden”……men…. ”vi skal vide, at vi ikke kan komme udenfor. Vi kan lade som om”.
Bæreposen – og bæreposeteorien – gemmer på en dramaturgi, der fremhæver den rummende omsorg.
” – samtidig med eller før redskabet der tvinger energi udad, lavede vi det redskab som bringer energi hjem”: ”Et blad et græskar en skal et net en pose en slynge en sæk en flaske en gryde en kasse en beholder. En beholder. En modtager”.
Bæreposen – og bæreposeteorien – gemmer også på en anderledes tidsopfattelse, som måske bedst kan udtrykkes ved at skelne mellem tid som et tidspunkt og som et tidsrum.
Den danske forfatter og dramatiker Ulla Ryom har arbejdet med det, hun kalder den ikke-aristoteliske fortælleform – eller den feminine dramaturgi – som handler om at bevæge sig i et tidsrum og være lydhør over for de mange toner, som de mange parallelle handlinger sætter i svingninger. At forholde sig sprogligt til et tidsrum vil sige at indkredse en kerne, et eller andet faktum, ikke så meget for at hævde en påstand og så føre et stykke bevis for, at det forholder sig sådan, men at konstatere et faktum……, og så ud fra dette indkredsede faktum at bygge et større og større rum, hvori flere og flere tager del i oplevelsen af dette faktum og i ikke nærmere fastsatte tidsforløb giver udtryk for et forhold til dette faktum.
Det handler ikke om at nå til en slutning – og deri ligger opgøret med den lineære dramaturgi – men faktisk kan der være masser af begyndelser:
Denne parallelt strømmende flod af forskellige udsagn har sat en række af toner i sving, har befolket et tidsrum – og det var det, det handlede om!
Et eksempel på en historie, som forholder sig til et tidsrum – og ikke et tidspunkt – findes også hos Ursula K. Le Guin i fortællingen Sur (spansk for: syd). Sur omhandler 9 fiktive sydamerikanske kvinders ekspedition til Sydpolen, hvortil de ankommer 22. december 1909, altså tre år før nordmanden Amundsens første og verdenskendte ekspedition i 1912. Sur er en rejserapport om steder, udfordringer og ikke mindst om, hvordan kvinderne med deres forskelligheder bidrager til, at ekspeditionen lykkes. Sur indeholder et kort over rejsen, men det vigtigste er ikke at komme i mål. Det vigtigste er det tidsrum – denne livmor for det vordende – som de sammen udgør og har opholdt sig i. Det understreges af, at Teresa undervejs opdager, at hun er gravid og føder lille Rosa – Rosa del Sur: Sydens rose!
De efterlader sig ingen spor, de hejser ikke et flag, og de fortæller ikke nogen om deres bedrifter, da de kommer tilbage. For de ved, at heltemodets bagside ofte er temmelig trist: ”…bedrifter er mindre end mænd tror. Det store er himlen, jorden, havet, sjælen”.
Bæreposeteorien – og med den både Inger Christensen og Ulla Ryom – gemmer på erkendelsen af os selv som bevægelse i tid og rum, i tidsrum, som er afgørende for vores overlevelse som art. Det handler om at forstå vigtigheden af bevægelse uden forløb, altså tid i rum:
”Så længe vi ikke erkender os selv i tid, bevidste om rummet (tidsrummet) i os selv, kan vi ikke gøre os nogen forhåbning om at ”finde andre udtryksformer”; fordi vi ikke orker eller tør være NÆRVÆRENDE til stede” (Ulla Ryom).
Bæreposeteorien (om fiktion) gemmer på meget store og smukke tanker. Faktisk er den en slags manifest for bæredygtig levevis – og den lille bog er hermed anbefalet til alle!
Læs også: Historien er ikke forbi. Der er stadig frø at samle og plads i posen med stjerner
Citaterne er fra:
”Bæreposeteorien om fiktion” og ”Sur”, af Ursula K. Le Guin, begge udgivet på forlaget Virkelig og Laboratory for Aesthetics and Ecology, København 2017, med støtte fra Statens Kunstfond.
”Hemmelighedstilstanden”, Inger Christensen, 2000, pp. 44-45.
”Om hvordan til tiden og hvorfor med tiden” i ”Kvindesprog, om udtryk og det sete”, Ulla Ryom, 1987, RUC
Skriv et svar