Category Postkort
Her mens vi venter på forår, regner det nærmest dagligt i store mængder. Endnu en rapport fra FN’s klimapanel nærmest drukner i de øvrige nyheder. Man funderer lidt over den seneste tids hændelser – og at de strukturer, man troede, var bærende, nu synes at være i bevægelse. Som vandet i isen, der smelter. Hvor er vi på vej hen? Kan vi finde nye veje? Findes der et kort over den verden, som vi endnu ikke kender?
Lyset bryder igennem lidt tidligere her en februar morgen. Skubber til en sovende glæde, som stille bobler. Vi har passeret Kyndelmisse – lysenes messe – og halvdelen af vinteren er gået. Selvom Kyndelmisse ikke længere er en officiel helligdag, så fejres lysets komme stadig både i kirken og på andre måder. Her i februar er der lysfestival i København…
Januar er starten på et nyt år – et nyt tidsrum. Hvad mon der venter os? Mange af os er begyndt året med intentionen om at gøre noget anderledes – nytårsforsæt kalder mange det – men allerede her i slutningen af januar er vi også mange, som må erkende, at vaner er sejlivede. De lader sig ikke sådan lige ændre. Al begyndelse er svær, siger man….
Der er mange grunde til at forsøge at strække sig længere. Yoga træner den fysiske smidighed, som udvikler sig bedst i samspil med den mentale smidighed. For at strække sig længere kan også forstås i en ikke-fysisk forstand. At strække sig længere er også at kunne favne mere. At strække sin rummelighed. At udvide den. Så det, der er forskelligt fra en selv, ikke bliver holdt på afstand. Blot fordi det er anderledes. Der er mange grunde til at forsøge at strække sig længere…..
Solen skinner stadig, men den står lavt. Lyset er dæmpet sensommeragtigt. Vi ved det: sommeren er forbi nu. Det er et farvel til den særlige væren, som sommeren inviterer til. Vi kobler os lynhurtigt på det vanebaserede hverdagsliv igen. Med vante rutiner. Bevidstløse gentagelser. I dag. Således også i morgen. Det er svært bare at være med det, som er. Væren reduceres igen til rastløs længsel. Som rummer et dybt undrende spørgsmål: hvordan kan det være, at vi så let hvirvles ind i højhastighedslivet igen?
I Seoul druknede tre mennesker for nylig i oversvømmelsen, mens de råbte om hjælp fra en kælder. I Somalia er mere end tre millioner mennesker lige nu på flugt på grund af den værste tørke på Afrikas Horn i årtier. I England er flere områder blevet erklæret tørkeramt, og vandreservoirerne er på det laveste niveau i 30 år. Vand fylder i nyhedsstrømmen. Vand har et væld af betydninger. Vand er en fortælling om både liv og død. Hvad vil vandet os lige nu?
Flyvende sommer er betegnelsen for lange, tynde spindelvævstråde, som (unge) edderkopper spinder og derefter bliver transporteret med gennem luften, når vinden tager trådene. Men denne lethed kan også overføres på fornemmelsen for tid i sommerdagene. Det er som om, sommeren er et mellemrum – en pause, som kun er noget i kraft af det, den forbinder. For eksempel højhastighedslivet, som det var i går og formodentlig også bliver i morgen. Flyvende sommer rummer en længsel efter at blive frisat. Som de unge edderkopper, når vinden tager trådene. Er flyvende sommer faktisk en rejse uden mål?
Vad ska vi prata om idag?, spørger Annika sin mor, Gerd Göran. Det er lørdag, og de har sat sig i den blå sofa. Gerd er kunstner og har rundet 103 år. Hver lørdag mødes de i den blå sofa til en samtale, som optages. Annika deler den på sin vlog. Emnerne er meget forskellige. Forleden handlede det om opmærksomhed. Jeg har mødt Annika på Zoom til en samtale om, hvad det egentlig er, samtalerne i den blå sofa kan?
Tidens bestemmelse er nu overgået fra København til Nuuk. Nu kan det grønlandske selvstyre selv afgøre spørgsmål omkring tid i Grønland. Tiden er så at sige blevet afkoloniseret. Tidens bestemmelse er et politisk forhold, men det rejser også spørgsmål på det personlige plan. Om vores egen tids bestemmelse altså. Mon ikke mange af os faktisk har brug for at afkolonisere tiden på det helt personlige plan – hvad det så end betyder?
Der er langt op på klimabænken. Ideen er at gøre det meget konkret og synligt, hvor meget vandstanden vil stige, hvis vi ikke gøre noget nu. 85 cm! Spørgsmålet er, om det virker? For kan man overhovedet komme op på den, hvis man forsøger? Og hvad er det så for et klima, man har udsigt til deroppefra? Og hvilken klima-indsigt?