Havet bevæger sig i uendelige rullende bevægelser i takt med jordens rotation og tidevandskræfterne. Månens tyngdefelt trækker i havets overflade – og udløser ebbe og flod. Bølgernes rytmiske bevægelse inviterer til et sanseligt nærvær. En total oplevelse af at være i kontakt med jordens levende puls og åndedræt. Bølgebrus kalder med længsel. I mellemrummet, hvor bølgen skyller op på stranden og splitsekunder efter igen trækker sig tilbage, er man i glimt i kontakt med det fællesmenneskelige.
Det er i mødet med havet – og stor natur i det hele taget – eller i helt almindelige hverdagsagtige handlinger, at nærværet findes og har mulighed for at åbne sig dybere ind i væren – som hos Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet (udpluk):
……
en dag i almindeligt
vejr, hvad enten man
ved man skal dø eller
ingenting ved, en dag
man måske som sædvanlig
har glemt man skal dø,
en lidt blæsende dag i
november måske, mens
man går i sit køkken
og kun lige når at
mærke hvor dejligt
kartoflerne lugter
af jord, og kun lige
når at lægge låg på
og tænke om man nu
har kommet salt ved,
før man lagde låg på,
og kun lige når i et
glimt, mens lidt damp
slipper ud under låget,
at huske sit liv som
det var og hele tiden
er, mens kartoflerne
koger og livet, som man
altid har sagt skal gå
videre, faktisk går
videre; en bøn, en
almindelig bøn, en
almindelig dag, om at
livet må fortsætte
ganske almindeligt….
Men nærværet i værens-mellemrummet er flygtigt. Det forstyrres nemt af en vanemæssig tankerække, urovækkende følelser eller af det, der er værre. Hos Inger Christensen er det brintbomben, som er på spil. Og de mange forsøg, som fandt sted med netop brintbomben ved Eniwetok-atollen, hvor Stillehavets bølger har raset i vrede – eller ved Novaja Semlja, hvor Ishavets bølger har raset i vrede.
I de seneste måneder har Corona-pandemien været på spil. Men de fleste af os har heldigvis stadigvæk livet i behold. Det må vi huske at sætte pris på, og vi må minde os selv om, at vi endnu lever i en virkelig virkelig verden. Ja vi må minde os selv om, at det sanselige nærvær faktisk findes selv i en hektisk Corona-præget verden. Og at det for eksempel er i mødet med havet, at kontakten med det åbne eksistentielle nærvær og fællesmenneskelige er mulig…..
…. her går
jeg ned til det stille,
det aftenligt blanke
Øresunds blå, kaster
en sten ud i vandet,
ser hvordan ringene
breder sig, når selv
de fjerneste kyster
God tur!
Citaterne er fra digtet ”brintbomben findes” i digtsamlingen Alfabet, af Inger Christensen, udkommet i 1981.
Skriv et svar