”Vi er en del af naturen, men samtidig den særlige del af naturen, der kan betragte naturen, og dermed betragte os selv”, skriver digteren Inger Christensen. Den position forpligter: ”I dette menneskelige kan vi ikke bare nøjes med at lade tingene gå deres gang og skiftevis være enten onde eller gode, eller begge dele samtidig – og så gå ud fra at regnestykket i heldigste fald går op”. Vi ser ikke, at vi låner det enestående enkelte liv af naturen. Kan jorden tilgive os?

Når Inger Christensen nævner regnestykket, så handler det jo ikke om konkrete økonomiske opgørelser men derimod om handlinger eller udvekslinger, som sikrer varige og positive resultater uden at ødelægge grundlaget – uden at forstyrre balancen på den store klinge. Som for eksempel den evige vekselvirkning mellem skabelse og nedbrydning, som hun kalder realiteternes mysterium

”Hvorfor er vi her? “, spørger Inger Christensen. Centralt i teksten står forundringen over: ”At solen, der som et buldrende bål gennem årmillioner ødelægger sig selv, skaber liv. I det vi kalder evighed ankommer sollyset med nøjagtig den forsinkelse, der skal til for at skabe liv på jorden og opretholde det. Ikke evigt liv for den enkelte. Men evigt liv for den sammenhængende helhed, i en slags ligevægtstilstand mellem liv og død. I solens forstand evigt. Indtil solen slukkes. Sådan bor vi i en verden hvor skabelse og nedbrydning pulserer som sider af hinanden i en storslået natur”.

Men forundringen bliver også til bekymring over, at vi ”forvandler mere og mere af naturens generøse verden til en eksklusiv menneskeverden”. Hvorved forskelligheden og mangfoldigheden forsvinder. ”Den balance der eksisterer, med skabelse og nedbrydning som sider af hinanden, forrykker vi……..Hele den ikke-menneskelige verden, hinsides godt og ondt…..bliver til et ikke-mysterium”. Når vi griber ind, forvandler, og komponerer om (også biologisk), så bliver vi udsatte. Kan balancen genoprettes? ”Kan jorden tilgive os?”, spørger Inger Christensen.

Måske. Den fælles forpligtelse handler om opmærksomhed på naturens mønstre, den pulserende organisme, om stofskifte mellem orden og uorden. Til stadighed gentagelse af former og mønstre. Hinsides ondt og godt. Ikke kun roligt og skønt. Men også ustyrligt og ødelæggende. Balance. Forpligtelsen handler om konstant at tage vare på og forholde sig til skabelsesprocessen. Til realiteternes mysterium. Naturen gør kun det mulige. Derfor må vi gøre det, som lige nu synes at være det umulige:

Jeg kan træde lidt i baggrunden. Jeg kan lade alt det tilfældige, det personlige, der vil have magt over tingene, trække sig lidt tilbage i mig, så tingene kan komme til deres ret. Kærligheden. Jeg kan lade, som om det jeg betragter, kan betragte mig. Jeg kan undersøge det menneskelige, ved at afsløre det i min måde at undersøge tingene på. Poesien……”

Teksten er inspireret af – og citaterne er fra – essayet Realiteternes mysterium i bogen: Hemmelighedstilstanden, af Inger Christensen, 2009. 
Essayet blev første gang udgivet i avisen Berlingske Tidende i 1990. 
Inger Christensen døde 2. januar 2009.