Feriae er det latinske ord for ferie. Ferien står for døren, selvom sommerferien i år nok bliver anderledes på grund af Corona-pandemien. De fleste forbinder ferie med det at rejse væk fra de vante omgivelser, og en ferie kan have mange forskellige betegnelser: charter-, storby-, sommerhus-, vandre-, camping-, eller kør-selv-ferie. Ferie er forbundet med overskud, nydelse og fornøjelse – og altså også forbrug. Måske endda overforbrug? Men er det muligt faktisk at holde en ferie i balance?
Feriae betyder religiøse festdage. I ”det gamle Rom” kunne feriae både være en offentlig og også en privat begivenhed. Ved feriae privatae samledes familien i forbindelse med slægtsmæssige mindedage, som for eksempel kunne være en 10 dages sørgeperiode, hvor man samledes til minde om et nyligt afdødt familiemedlem. Feriae publicae kunne have forskellige formål men var en fælles højtid, hvor guderne blev æret med bøn og ofringer, og al forretning lå stille. En feriae publicae kunne beordres fra officielt hold i forbindelse med kriser og nødsituationer, men også efter store sejre i krig. En feriae publicae inkluderede ofte en fest med rigelig mad og vin.
En romersk feriae havde altså et tydeligt formål, ja man kan nærmest sige en intention, men involverede også nydelse og fornøjelse. Det blev senere afløst af de kristne højtider, som måske ofte forbindes med noget mere asketisk.
I dag er ferie nærmest blevet synonymt med individets frihedsret og noget, man tager for givet. Strømmen af turister globalt er steget i takt med, at flere har fået større økonomisk overskud. Ferie er forbrugerisme – all inclusive! – og afspejler sjældent balance. Vi jagter det søde liv og valfarter til de samme steder. Det slider på verden, både globalt på grund af CO2 udledningen, men i høj grad også lokalt. Lagunebyen Venedig er et eksempel på dette. Venedig er spredt over 118 øer, og husene i Venedig er bygget på træpæle, som ofte ikke ligger mere end en meter over dagligt vande. Klimakrisen betyder, at vandet stiger, og oversvømmelser truer byen. Seneste store oversvømmelse var i efteråret 2019.
I Coronaens tid har Venedig været nærmest mennesketom. Under normale omstændigheder ville byen være overrendt. Men de mere end 80.000 dagligt besøgende er blevet væk. Der er ingen krydstogtskibe. Venetianere beskriver stilheden de seneste måneder som spektakulær. I kanalerne kan man igen se fisk svømme rundt. Og der er kun få duer, fordi ingen turister fodrer dem. Man kan læse, at mange ser pandemien som en mulighed for at genopfinde Venedig og finde en ny balance:
”Venedig er ikke en forlystelsespark, men en skrøbelig by. Venedig er en langsom by. At besøge Venedig skal være en langsom nydelse. Venedig er ikke fastfood”*
Udtalelsen minder om, hvordan vi slider på feriedestinationen i søgen efter adspredelse fra det travle hverdagsliv med job, karriere, forpligtelse og højt tempo. Ferieliv er et afbræk. Et omsvøb. En pause. Ned i gear. Langsomhed. Ingen planer. Formålsløshed. Tid i store mængder. Nydelse. Is. Sandstrand. Sol. Rosevin. Høj musik. Mange mennesker. Forbrug. Kommercialisering. Tivolisering?
Man får lyst til at spørge, hvad ferie med langsom nydelse er? Hvad er ferie i balance? Med intention? De færreste holder nok ferie med en klar intention. Feriae! Hvorfor egentlig ikke?
Det kunne vi jo hver især undersøge i denne ferie, som for mange nok bliver en langsom ferie i mere velkendte omgivelser? Netop i år inviterer ferien måske til Corona-eftertanke? Hvis du skulle genopfinde det at holde ferie og finde en ny balance, hvad dukker da op? Eller bruge ferien til en slags serviceeftersyn på livet: Hvad skal der være mere af i dit liv? Og mindre af? Hvad er det første skridt i den nye retning? En trædesten? Mod langsom nydelse? En anden fremtid?
*Citat og Venedig-beskrivelse fra: Avisen Information, 25. maj 2020: Coronakrisen er både en katastrofe og en gave for Venedig: »Vi skal drømme om en anden fremtid«, af Martin Gøttske.
