Vi lever i monumenternes brydningstid. En optælling har for nylig vist, at ud af de 101 navngivne statuer, som findes i København, er kun 5 af dem af kvinder. 26 statuer er af dyr, mens de resterende 70 er af mænd. De mandlige statuer fylder altså meget i gadebilledet, men nu er der heldigvis kommet en kvinde mere til: der er rejst et mindesmærke for digteren Inger Christensen. Men monumentet har bragt sindene i kog, for har det overhovedet noget med Inger Christensen at gøre?
I debatten har mange bemærket, at kvinden på soklen intet hoved har. Ville man nogensinde overveje at lave et mindesmærke for en mand, hvor hovedet mangler, bliver der spurgt? Markante kvinder skal ikke ønske sig at blive til en statue. For de ender med at blive anonymiseret og dø én gang til, har en kvindelig debattør i avisen Berlingske sagt. Mens en mandlig kunstanmelder understreger, at vi netop lever i monumenternes brydningstid: Nogle monumenter fjernes, og andre kommer til. Det er en dybt ideologisk diskussion, og det offentlige rum er en kampplads og monumenterne billeder på den kamp. Derfor vil mange også mene, at dette nye monument intet har med Inger Christensen at gøre. Og at det vigtigste monument over hende trods alt er den litteratur, hun har skabt.
Kunstneren, som står bag mindesmærket, hedder Kaare Golles. Han understreger, at der er tale om et mindesmærke for Inger Christensen – og ikke en bronzefigur af Inger Christensen: ”Monumentet for Inger Christensen har den bærende tanke at indfange hendes blotte eksistens, ikke som en én-til-én omsætning af hendes fysiske lighed til bronze, men i en uigendrivelig tyngde og materialitet……. I monumentet for Inger Christensen afsøger jeg billedet af menneskekroppen og insisterer med en behersket stædighed på at det måske kun kan findes i selve kroppen, hverken dens aura eller dens tegn, men i dens uigendrivelige tyngde og materialitet. Mennesker er kroppe, og alt udtrykkes i disse kroppe, tanker og følelser, begær og frygt, fortællinger og forventninger”.
Der er ingen tvivl om Inger Christensens tyngde – hun er oversat til mange sprog. Hun citeres igen og igen. Hun omtales ofte som den danske digter, som aldrig fik Nobelprisen i litteratur. Hendes værk, Sommerfugledalen, som er en sonetkrans, indgår i Den Danske Kulturkanon. Her forklares det, at en sonetkrans er en af de strengeste litterære former overhovedet og består af femten sonetter (et digt med to firelinjede og to trelinjede vers), hvoraf den sidste sonet skal rumme de foregående fjortens første linjer.
Inger Christensens værker er ofte kendetegnet ved at være bygget op om meget klare og stramme strukturer eller systemer – sonetkransen er et eksempel på dette. Men indenfor de klare rammer findes ordene, som i deres sammenstilling finder sammen i rytmer, som på en gang er både subtile og tydelige. Rytmen udfolder sig organisk, og man fornemmer, at den styrkes af den stramme struktur. Hvis man læser højt, så mærker man både rytmen men også en tone, som kommer fra en dyb, dyb kilde – måske en kilde, som på en gang er arketypisk og kollektiv:
”duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene findes
digtene, dagene, døden”
Der er en dobbelthed og en helhed hos Inger Christensen – tag bare duerne, som jo både symboliserer fred, når der blot er en hvid due, men også noget beskidt og ulækkert, når der er for mange af dem. Dagene er livet og tiden, som går for på et tidspunkt at møde døden, mens digtene både er nu og i eftertiden.
Kvinden i Kaare Golles mindesmærke er svær at tidsbestemme. Hun er uden ansigt. Hendes organiske krop og kåbe er opdelt af den firkantede plade og møder også den stramme struktur i form af granitsoklen. Måske er det i det møde, mellem det organiske og den stramme struktur, at det faktisk er muligt at mærke Inger Christensen? Det er måske netop der, at man, når man går sin daglige tur i Stockholmsgade kvarteret på Østerbro, har mulighed for at møde og favne Inger, som også gik sine ture her gennem mere end 30 år.
Da hun når til bogstavet ”n” i digtsamlingen Alfabet, skriver hun:
”nætterne findes, natskyggen findes,
natsiden, navnløshedens kåbe findes”
….
Inger Christensen døde i 2009 og ligger begravet i fællesgraven på Garnisons Kirkegården i København.
******
Indlægget indeholder citater fra:
Anna Sophia Hermansen, Berlingske, 15. november 2021
Mathias Kryger, Politiken, 18. november 2021
Kaare Golles i ansøgning til Rådet for Visuel Kunst, 2018?: Golles ansøgning Rådet for Visuel Kultur
Inger Christensen, Alfabet, digt 4 og 14, 1981, Gyldendal.
Skriv et svar