Vi er fælles om at være hver for sig. Vi er fælles om at holde afstand. Vi er fælles om at skulle overveje, hvem vi vil mødes med i fællesskab. Fælles om fælles-skabelse. For fællesskabet er på en gang blevet mindre men også større. Selvom vi er hver for sig, er vi stadig sammen om den: smitten.
Den snævre egoismes tid er forbi, og den store sammenhæng åbenbares gennem en lille bitte virus. Menneskene over hele jorden er forbundet med hinanden i uendelige smittekæder, skrev Suzanne Brøgger i sit Corona-gækkebrev i påsken 2020: Ikonisk-forfatter-nyder-corona-krisen.
Nu skriver vi december, og Coronaen har ikke sluppet sit tag i verden. Så langt fra. Lige nu kan det tværtimod opleves som om, Coronaen for alvor har lagt sin krans om os.
Læs også: Corona-testen.
I sit down – I stand up – I walk around – I look outside – I turn on the computer – I can hear my neighbour walking next door. Sådan fortæller en kvindestemme i Ann Lislegaards installation, som kan opleves på SMK i København. I udstillingsteksten står der: At høre sin nabo er tegn på liv, men det er også en påmindelse om, at selvom vi er hver for sig, er vi stadig sammen om det.
Det kan ellers opleves som om, fælleskabet har trange kår for tiden. Verden over protesterer grupper af mennesker mod regeringers Corona-restriktioner. Nogle steder fordi magthavere faktisk bruger Corona-nødlov til at begrænse minoritetsgruppers råderum. Men de fleste demonstrerer mod fortsat at skulle lade den personlige frihed begrænse af hensyn til fællesskabet. Mod at skulle give afkald. Nok er nok. Er Coronaen overhovedet virkelig? Fortrængningen er kollektiv. Vi vil have den gamle verden tilbage!
Men jo længere tid Coronaen varer, jo dybere aftryk sætter den, og jo tydeligere bliver det, at vi nok ikke får den gamle verden tilbage. Den fælles udfordring er, at vi må forsøge at betragte krisen som en portal, en åbning mellem en gammel verden og en ny.
Indiske Arundhati Roy, som blandt andet er forfatter til den gribende roman: De små tings gud, har tidligere på året i Financial Times formuleret det således: vi kan enten vælge at passere igennem denne portal: slæbende af sted med gamle kadavere af fordomme, had, fejhed, med vores databanker og døde ideer, udpinte floder og forurenede himmel. Eller vi kan rejse igennem med ganske lidt bagage, klar til at forestille os en ny verden og være rede til at kæmpe for den……….Læs mere: The pandemic is a portal
Men det kan virke som om, Coronaen har lagt et slør over vores fremtidsdrømme. Vi tænker kun på det, som var. Vi vil have den gamle verden tilbage! Som om vi har mistet evnen til at forestille os en ny verden – som om vi har mistet kontakten med vores fremtidige potentiale. Og med hvad vi formår i fælles-skabelse. Som om smitten har gjort os helt desorienterede. Vi er kommet på slæb af Coronaen. Vi evner ikke længere som individer, som grupper eller som samfund at forestille os en anden verden, end den vi kender. End den som var. Kan det virkelig passe, at vi ikke længere har drømme, længsler og håb? At vi ikke har fantasi til at forestille os en ny verden, som er blevet til i fornyet fælles-skabelse?
Måske kan kunsten hjælpe os: musik, litteratur, billedkunst – for i kunsten har mennesket gennem tiden kunnet bearbejde den gamle verden og skabe former og billeder af en ny ved at omsætte feed-back fra begivenheder og kriser. Kriser har gjort kunsten til en portal, en åbning mellem en gammel verden og en ny. Hver enkelt af os har en skaberevne, som kan bringe os i fornyet kontakt med livet og vise os vej til nye livsformer. Hver enkelt af os må turde afprøve egen skaberevne, som en måde at søge mulige trædesten til fornyet fælles-skabelse…..Men hvor skal vi begynde? Måske første skridt er at gå tur i stor natur med ganske let bagage, nemlig spørgsmålet: Hvilken ny verden er under fællesskabelse, og hvordan kan jeg medskabe?
May a good vision catch me
May a benevolent vision take hold of me,
And move me
May a deep and full vision come over me
And burst open around me….
May I awaken into the story that surrounds,
May I awaken into the beautiful story.
David Abram-citat fra:
Coming Back to Life, Joanna Macy, 2014.
Glædelig jul og godt nytår
– ønsker femininelivsprincip.dk
19. december 2020 at 14:46
Kjære Marianne
Rett on the spot- og hvilken god timing! Vakkert formidlet. Berørende. Og så fint at du brukte foto av Karins skulptur.
Må nevne en synkronisitet: Du har faktisk også « stjernene» med deg; planetene Saturn og Jupiter står i en mye omtalt og uvanlig presis, conjuction i disse dager; vintersolverv skifter de sammen tegn; fra Steinbukken til Vannmannen; innen evolutionary astrology fortolkes dette veldig i tråd med det du skriver; mulighet for åpning mot nye fremtidsbilder…..også en «stjerne» PORTAL…..
25. december 2020 at 10:50
Tack Marianne,
Du sätter ord på vikten av att kunna se den högsta möjliga potentialen, i oss själva i världen. Möjligheten finns alltid där, även om våra förutfattade meningar gäckar oss. Så fin illustration med Karins skulptur. Holding a space for resonace.