Hildegard von Bingen – eller Hildegard fra Bingen – var en tysk nonne, som levede fra 1098 til 1179. Hildegard blev altså 81 år, hvilket må have været usædvanligt på den tid. Hun kom i kloster, da hun var kun 10 år gammel, hvilket også var ganske usædvanligt. Hildegard er blevet kaldt en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Der er skrevet meget om hende, og hendes musik bliver stadig spillet. Men hvordan kan det være, at en nonne fra middelalderen stadig har relevans for mennesker i dag?
Når vi overhovedet kender til Hildegard i dag, så skyldes det de mange tekster og musikstykker, som er overleveret. Hun var nonne – men hun var også profet, mystiker, teolog, lægekyndig, politisk rådgiver, digter, komponist og billedkunstner. Hildegard bliver født som det 10. barn i en adelig familie. Hun fik sit første syn som treårig og bliver tidligt opmærksom på, at hun kan se ting, som andre ikke kan se. Ja, faktisk kan hun forudse begivenheder. Hun bliver pålagt tavshed, og tvivlen er Hildegards evige følgesvend.
”Novicerne, brødrene, de tilrejsende, pilgrimmene, de syge, der er ofte nogen, der fortæller, han har hørt rygter om din fromhed og dine syner. Nogle kommer kun for at møde dig, Hildegard, for at være i nærheden af den jomfru, som de mener, Gud elsker højt nok til at gøre til sit talerør”. – ”Jeg har brug for dit råd,” hendes stemme forsvinder næsten, ”jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”……
Først langt senere i livet omtaler hun sig selv som Guds talerør – Guds basun eller trompet. Da har Paven på et kirkemøde i 1147 godkendt hendes åbenbaringer som Guds visioner.
Den danske forfatter, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, har skrevet en fantastisk to-binds roman om Hildegards liv, som kredser om tro, tvivl, kald og afkald. Hildegard er et usædvanligt menneske, en kvinde, som stiller sig til rådighed, får stemme, og skaber sprog. Hun skildres som et menneske, der lever i den dobbelthed, som nødvendigvis må opstå, når man på en gang vil stille sig selv til side, for at noget større kan få plads, og samtidig oplever, at man er udvalgt. Og dobbeltheden kommer ofte med store omkostninger: ”Søvnløshed er djælvefest, søvnløshed er en iskold vintersol, der afslører hvert et mærke på huden. Det er nat, og Hildegard taler til mørket….”. Hun bliver syg, når hun ikke vil høre og følge de syn, hun får. Det sker især, da hun ad flere omgange ”ser”, at hun skal forlade det kloster, hun er vokset op i, for at etablere et nonnekloster længere nede ad Rhinen. Nonneklosteret Rupertsberg bliver til med en nærmest overmenneskelig indsats.
Munken Volmar er Hildegards tro følgesvend – først som hendes lærer i begyndelsen af klosterlivet og senere som den, der skriver hendes visioner ned. Et usædvanligt venskab hvor man fornemmer, at nok står Volmar i baggrunden, men alligevel skaber han den komplementaritet, som muliggør Hildegards virke, ved så at sige ”at holde hendes rum”.
I Anne Lise Marstrand-Jørgensens romaner bliver vi vidne til, hvordan Hildegard forhandler med den patriarkalske kirke ved at tale fra et ”vi”. Hun rådgiver både paver og kejsere, konger og kirkemænd og mange andre. Hun taler dunder til kirkens magtfulde mænd, som hun oplever, er mere optaget af at tilgodese sig selv, end af at udbrede Guds ord. Selvom Hildegard allerede, mens hun lever, omtales som både profet og helgen, så skal der gå 800 år, før hun officielt bliver kåret af den katolske kirke. Forklaringen skal måske findes i, at hun udfordrede flere af kirkens mest magtfulde præster. Men Pave Benedikt XVI genoptager Hildegards sag, og 10. maj 2012 bliver hun kåret som helgen, og 7. oktober samme år bliver Hildegard desuden ophøjet til kirkelærer i den romersk-katolske kirke.
Så hvordan kan det være, at en nonne fra middelalderen stadig har relevans for mennesker i dag? Fortællingerne om Hildegard skildrer en kvinde, som kæmper for sin stemme, og som handler med stor integritet. De gribende beskrivelser af den tvivl, som ikke vil slippe hende, bevirker, at hun fremstår utrolig menneskelig. Hildegard appellerer til den enkeltes medansvar. Hun tror på det gode i mennesket. Men hendes visioner viser, hvordan mennesket med sin grådighed og egoisme risikerer at bringe elementerne ud af balance og forårsage store naturkatastrofer og verdensomspændende forstyrrelser i naturens orden, – og det gør jo hendes budskab uhyggeligt aktuelt. Hildegard er på mange måder det vise feminine princip, som vågner op til dåd, når virus-død og klimakrise truer – for at minde os om nødvendigheden af nænsom medfølelse med alt levende – og måske også om dobbeltheden mellem oplevelsen af at have ret til – og fornemmelsen af at det faktisk er muligt frivilligt at give afkald……
Citaterne er fra: Hildegard I og Hildegard II, af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Gyldendal 2009 og 2010.
Læs interview med forfatteren om skriveprocessen, der indimellem blev styret af hændelser, som ikke var lige til at forklare: mere-mystisk behoever det heller ikke at vaere
