Det sker, at vi bliver mindet om det, vi ikke ser, for eksempel når en fortælling på allegorisk vis spejler tendenser i tiden. Sådan er det med Tove Janssons børnebog om Mumitrolden og Den usynlige gæst, hvor Mumi-familien en mørk og regnfuld aften får besøg af den lille pige Ninni. Men der er ingen, som kan se Ninni. Hun er også holdt op med at tale og bærer nu rundt på en bjælde, så man i det mindste kan høre, hvor hun er. ”I ved nok, at folk kan blive usynlige, hvis man skræmmer dem tilpas tit”, forklarer Tante Tootikki. Ninni er blevet skræmt af en væmmelig dame, som skulle tage sig af hende, men damen havde været iskold! Hvordan bliver et usynligt barn igen synligt? Og hvad kan en børnebog om Mumi-familien egentlig fortælle os om verden, som vi ikke allerede ved?
Netop som Corona-krisen har vist os, hvor forbundne vi mennesker er på godt og ondt, ja så kommer aspekter af den globale skygge til syne med voldsom kraft: den globale ulighed er stigende, og diskrimination og racisme viser sig med nødråb om ”Jeg kan ikke få luft” og døden til følge. Tankevækkende er det, at Corona-virus nedbryder den enkeltes lungekapacitet, stækker den globale økonomiske udveksling, og idet en hvid politimand blokerer en sort mands åndedræt med døden til følge, så går billederne af den strukturelle racisme så at sige viralt.
Nu bølger dynamiske og også voldsomme demonstrationer gennem New York, Washington D.C., Los Angeles, Minneapolis og mange andre amerikanske storbyer. Også i London, Paris, Berlin og København har tusindvis af mennesker været på gaderne. Nok har Corona-krisen vist os noget om samhørighed, men protestbevægelsen har de farvede briller på og beslutter, at de hvide skal gå bagerst i optogene og ikke råbe “jeg kan ikke få luft”. Hvorfor mon?
”Du får aldrig dit eget ansigt, før du lærer at slås”, siger Lille My til Ninni i Mumi-historien. Mumimors kærlige opmærksomhed har gjort, at Ninni gradvist er blevet mere synlig – men ansigtet kan stadig ikke ses. Da Mumifar på en tur til havet lader som om, han vil skubbe Mumimor i vandet, bider Ninni ham i halen – og pludselig kommer Ninnis arrige ansigt til syne under et stort strittende pandehår: ”Du kan lige vove at skubbe hende ned i det store væmmelige hav!”. Hun er så at sige trådt ud af skyggen og kan nu ses, som den hun egentlig er! Mumifar falder selv i det store kolde hav, som er væmmeligt ligesom den iskolde dame. Måske fornemmer man en begyndende integration af skyggen?
Netop som Corona-krisen har kastet lys på den globale samhørighed, så er forskelsbehandlingen, diskriminationen og racismen trådt frem fra skyggen. Det handler om at blive set, som den man er – ikke som andre mener, man er! Positionerne er trukket skarpt op – mens nogen påstår, at racismen ikke findes, river andre historiske monumenter over kolonitid og slavehandel ned: smelt ham! Mest berørende er de indlæg i debatten, hvor mennesker reflekterer over mødet med egen indre racisme. For netop i den kontakt er der en sprække, som rummer muligheden for en begyndende integration af skyggen – den fremmede/den anden – og kontakt med en mere autentisk og ikke mindst moden samhørighed i verden:
”The wisdom that comes from maturity is recognized through a disciplined refusal to choose between or isolate three powerful dynamics that form human identity: what has happened, what is happening and what is about to occur……Maturity calls us to risk ourselves as much as immaturity, but for a bigger picture, a larger horizon; a powerfully generous outward incarnation of our inward qualities and not for gains that make us smaller, even in the winning…. ”
(David Whyte: Maturity, in: Consolations: The Solace, Nourishment and Underlying Meaning of Everyday Words, 2015)
Citater fra Tove Jansson: Det usynlige barn/Den usynlige gæst, 2018/2019.
