Vi står på tærsklen til et nyt år – ja faktisk et nyt årti. Når et nyt år oprinder, er det for de fleste en anledning til at gøre status, måske på nogle punkter vaske tavlen ren, og også sætte nye mål. Når man sætter mål, forpligter man sig. I første omgang over for sig selv. Men det er også muligt at forpligte sig på noget større, altså noget som rækker ud over en selv. Det kan være nødvendigt – særligt på tærsklen til et nyt årti, som tager sin begyndelse midt i store ubalancer. Men hvad vil det faktisk sige at forpligte sig på noget større?
Her i kølvandet på julen er det nærliggende at dvæle ved det man – også i ikke-kristen forstand – kalder en næste, altså et medmenneske. En næste er et andet menneske, som man af moralsk forpligtelse hjælper eller viser kærlighed og omsorg. En forpligtelse over for næsten rækker altså ud over en selv. Forleden kunne man i en radioudsendelse høre to præster samtale om ”næsten” og særligt om, hvem næsten er? Er næsten altid en, man kender? Eller kan næsten også befinde sig på stor geografisk afstand fra en selv? De to præster var ikke enige. Den ene var overbevist om, at næsten skal være en, man kender – fordi man nødvendigvis skal kunne mærke forpligtelsen i sin hverdag – og det bøvl/besvær, den kan give. Den anden mente, at i en global verden kan næsten sagtens befinde sig for eksempel i Afrika, og den moralske forpligtelse kan da tage form af en pengegave. Økonomisk hjælp til et barns skolegang eksempelvis. De to præster udvekslede synspunkter, men de blev ikke enige.
Hvad vil det faktisk sige at forpligte sig på noget større? Dalai Lama bliver citeret for at have sagt, at enhver handling har en universel dimension. Det er vi nok ofte ikke opmærksomme på. Dalai Lama har også i flere tekster gjort opmærksom på, at forpligtelse ikke er en absolut størrelse, men at det er muligt at tale om forskellige forpligtelsesniveauer. Han bruger følgende eksempler:
- Dette menneske ønsker at være lykkelig, men er det ikke. Hvor ville det være dejligt, hvis hun blev lykkelig!
- Dette menneske ønsker at være lykkelig, men er det ikke. Jeg håber virkelig, at hun bliver lykkelig!
- Dette menneske ønsker at være lykkelig, men er det ikke. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hun bliver lykkelig!
Eksemplerne understreger, at forpligtelse kan udvikle sig fra at være et opmærksomt ønske, et mere følt håb, til at have karakter af at være et løfte: jeg vil gøre alt, hvad jeg kan…….
Når man undersøger, hvad det egentlig vil sige at forpligte sig på noget større, bliver det altså klart, at forpligtelse kan tage mange former og også have forskellige niveauer. Her på tærsklen til et årti, som tager sin begyndelse midt i store ubalancer, hvad vil det da sige at forpligte sig på noget større? En af de store ubalancer kommer til udtryk i klimaforandringerne. At handle aktivt i relation til klimaet synes vigtigere end nogensinde før. Man kunne derfor spørge, om det er muligt at forpligte sig over for klimaet som over for en næste – altså en levende moder jord eller havets moder, som hun hedder i Grønland. Men hvad vil det sige at forpligte sig over for moder jord – og hvilke forpligtelsesniveauer er mulige? Det afhænger af den enkeltes ressourcer. Hvis jeg ønsker at gå så langt som til at afgive et løfte, hvilket løfte er da realistisk for mig? Det er et spørgsmål, som det faktisk synes helt nødvendigt for os alle at undersøge her på tærsklen til et nyt årti. Uanset hvilket forpligtelsesniveau vi vælger, så er der ingen tvivl om, at vi kommer til at mærke forpligtelsen i vores hverdag – og vi må nok også indstille os på, at forpligtelsen vil give lidt bøvl/besvær!
Godt nytår og også godt nyt årti ønsker femininelivsprincip.dk
