Page 3 of 6
Når man sætter sig med strikketøjet og mærker garnet glider gennem hænderne, så samler energien sig, der opstår en særlig ro, og ofte er det muligt at forbinde sig med den tråd, som gennem årtusinder har udgjort trenden mellem strikkende kvinder i snart sagt alle kulturer og verdensdele. På en god dag er der kontakt til den kreative kilde. Men hvad er egentlig kreativitet? Og hvad skal der til, for at man kan skabe rum for den kreative proces?
Her i Coronaen har vi gjort en markant fælles indsats. Vi har skabt et fællesskab – på tværs af kulturer – og virussen har vist os, hvordan the social body på godt og også ondt er sammenvævet og global. Hvordan alle vores små sociale kroppe er forbundne i en stor og global social body. Men hvad er egentlig en social body? Og hvad har vi lært om ”the social body” her i Corona-pandemien?
Et autentisk menneske er i sin natur ærligt, pålideligt, troværdigt, svarende til hvad det giver sig ud for. Dine ord og handlinger afspejler dine tanker og følelser. Der er overensstemmelse mellem indersiden og ydersiden. Du kan regne med dig selv – og andre kan regne med dig. Men hånden på hjertet – helt ærligt: sådan er det jo ikke altid. Hvordan mon det kan være?
Januar er starten på et nyt år – og for mange indbefatter det at sætte mål for det kommende år. Nytårsforsæt. Langt de fleste af os har blandede erfaringer med nytårsforsæt. Som ofte betyder afsavn. Vi har måske oplevet, at det alligevel ikke blev, som vi havde sat os for.
Vi kom ikke i mål. Måske fordi vi glemte det at være på vej…..omsorgsfuldt….?
Vi fortæller historier om os selv og hinanden – som en måde at forstå nye aspekter og sammenhænge på. Men de historier, vi oftest fortæller om verden og os selv, gør os ude af stand til at vise hinanden og kloden omsorg. Ursula K. Le Guin understreger med ”Bæreposeteorien om fiktion”, at der er brug for nye fortælleformer, som ikke bygger på det lineære, det fremadskridende og det heroiske. Så hvad gemmer bæreposen på?
Vi er fælles om at være hver for sig. Vi er fælles om at holde afstand. Vi er fælles om at skulle overveje, hvem vi mødes med i fællesskab. Fælles om fælles-skabelse. For fællesskabet er på en gang blevet mindre men også større. Selvom vi er hver for sig, er vi stadig sammen om den: smitten.
Det kan ellers opleves som om, fælleskabet har trange kår for tiden…….
Sorg er et grundvilkår for os alle. På et tidspunkt i livet vil vi møde sorgen. Sorgen over at miste. Sorg er ofte i vores kultur forbundet med noget, som den enkelte føler. Men sorg kan også være kollektiv. Som en fælles sorg over at miste den fremtid, vi havde håbet på og drømt om. Livssorg kunne man kalde det. Livssorg kan opleves som en grundtone i verden netop nu. Men hvad er livssorg – og hvordan kan vi sammen navigere i en tilstand af livssorg?
Intet er som før. Det globale Corona-smittetal er rekordhøjt. Vi kan alle være smittebærere. For at begrænse smittespredningen lukker verden så at sige ned. Corona-konsekvenserne er omfattende. Og protesterne mod myndighedernes Corona-restriktioner er voldsomme: Hvordan er vi nået hertil, og hvordan ønsker vi at fortsætte?
Det personlige kan være en portal til det fælles menneskelige og universelle. Det har vi set på det seneste, hvor kvinder har italesat personlige oplevelser med seksuelle krænkelser og upassende adfærd. Pludselig er et kollektivt mønster kommet til syne. Det rejser spørgsmålet om, hvad italesættelse eller naming egentlig er for et fænomen? Og hvad det er, som skal til, for at et kollektivt mønster kan blive synligt?
Der er mange gentagelser i livet. Man kan sige, at gentagelsen er forudsætningen for liv. Tænk bare på hjertet og åndedrættet. Uden gentagelsen er der intet liv. Ja faktisk er gentagelsen livgivende. Alligevel er det som om, gentagelsen ikke rigtig er værdsat?