To væsner er vokset sammen. Der er ingen synlige overgange, som viser, hvor den ene slutter, og den anden begynder. De holder rummet sammen – deres kroppe er vokset sammen. Til en social body? Måske kysser de hinanden? Måske deler de en fælles bevidsthed? De giver noget form sammen – de samskaber, de to sammen, i en fælles krop. Men hvad er egentlig en social body? Og hvad har vi lært om ”the social body” her i Corona-pandemien?
Skulpturen hedder “Effort Commun”, som betyder ’fælles indsats’ på fransk. Den er skabt af den danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba. Hun var optaget af fællesskaber på tværs af kulturer: ”…Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde og ingen skaber alene…”.
Her i Coronaen har vi gjort en markant fælles indsats. Vi har skabt et fællesskab – globalt og på tværs af kulturer – som, de færreste af os troede, eksisterede. Og som vi nok også gerne ville have været foruden. For virussen har vist os, hvordan the social body på godt og også ondt er sammenvævet og global. Hvordan alle vores små sociale kroppe er forbundne i en stor og global social body. Virussen har vævet trådene mellem os, og bedst som vi har fået øje på et mønster, er den muteret og blevet til en pandemi. Og vi har måttet anstrenge os for at gøre en fælles indsats – vi har måttet indskrænke udfoldelsen af den sociale krop for at begrænse virus.
Ifølge Arawana Hayashi, som står bag den kropslige disciplin Social Presencing Theatre og ideen om ”the art of making a true move”, så er det muligt at tale om tre kroppe: the individual body, the Earth body og the social body. Ved at mærke vores fysiske krop og dens kontakt til og forbundenhed med Jorden er det muligt naturligt at udvide opmærksomheden til at omfatte the social bodies. Vi oplever kontakt fysisk og rumligt med dem, som vi møder og indgår i forskellige sammenhænge med. Og dermed opstår der en mulighed for at handle ud fra en oplevelse af helhed, og ikke kun ud fra vort begrænsede ego-perspektiv. Integrationen af de tre kroppe inviterer til nye indsigter og kreative handlinger.
Fysisk nærhed og ikke mindst afstand har fået fornyet opmærksomhed og betydning i Corona-tiden. Hver dag øver vi os i at holde afstand. Som trænede atleter ser vi nu hele feltet – og ikke bare målet lige foran os. Vi lægger mærke til dem, som er tæt på os – og sanser både dem, som er bag os, og dem som er længere væk. Hvilken retning de bevæger sig i, og hvor hurtigt. Det relationelle har fået en tydeligere både rum- og tidsdimension. Vi kommunikerer langt tydeligere – men for det meste non-verbalt – om interaktionen i det fysiske rum.
Den sociale krop har levet et stille og tilbagetrukket liv i mere end et år nu. Det nære har fået større opmærksomed. Vi strikker og bager, maler boligen, får hund – og mødes på Teams og Zoom. Den sociale krop har haft pause. Det har givet mulighed for at slappe det fokuserede blik og med viddeopmærksomhed kigge på livet, som det leves, i et større perspektiv. Hvad er indenfor, og hvad er udenfor? Er der noget af det, som er inden for nu, som skal udenfor – og omvendt?
Nu står vi over for genåbning, og the social skin må masseres. For at Corona-ringen igen kan udvides. Den sociale krop kan igen forbruge – forhaste – forspise – og forrejse sig? Men før vi kaster os ud i det, så bør vi måske lige dvæle ved det nuværende øjeblik og fejre ”the ordinary moment” – altså det helt almindelige og hverdagsagtige øjeblik, hvor den social krop enten bare er i hvile uden bevægelse eller er langsomt på vej med opmærksomhed på fysisk nærhed og ikke mindst afstand. Men øje for det æstetiske, umiddelbare og relationelt levende i hvert øjeblik…..
Each of us is an artist – a creative being – whether we engage in a formal art practice or not. Each of us is co-creating a life with others. We are interconnected. Each experience is the expression of interdependence. We are all engaged in the moment-to-moment business of creating social reality in our families, organizations, and communities. The everyday activity of creating society is a vast co-creation process in which there are no passive audience members.
We are all creators and performers. This process manifests in each of us in the details of our daily life – in what we notice, where we put our attention, what choices we make. Artfulness is seeing the uniqueness in our everyday experience.
We appreciate our ordinary daily activities – cooking dinner, answering emails, sitting on the bus. We are not at war with our life, continuously wishing it were different or dismissing moments of life as meaningless or not worthy of our attention. The everyday gestures and movements that arise from this place of appreciation and nonaggression are true moves. In this way, living is the creation of social art.
Arawana Hayashi
Teksten er inspireret af en samtale med Arawana Hayshi og hendes bog, som netop er udkommet: Social Presencing Theatre -The Art of Making a True Move, PI Press, Cambridge Massachusetts, US 2021.
Hvis du vil vide mere om Social Presencing Theatre, så klik på dette link: Social Presencing Theatre
Skriv et svar