Page 2 of 5
Verden bliver aldrig den samme igen, hører man gentagne gange, efter krigen begyndte den fireogtyvende februar. Vi ved jo, at alting er foranderligt. En dag begynder og slutter, og dagen i morgen vil være anderledes end i dag. Den fireogtyvende februar kom, og verden har i dagene siden været helt anderledes. Alting er flygtigt – alting er forbigående. Også de isformationer, som er indfanget på fotoet. Så privilegerede vi var før den fireogtyvende februar – burde vi have set forandringen komme?
Et møde finder sted. En samtale folder sig ud med stadig flere lag. Hvordan forholder kreativitet og sårbarhed sig til hinanden? Hvad er sammenhængen? Vi er tre kvinder, som mødes i samtale. Med fælles opmærksomhed og nærværskvalitet som omdrejningspunktet. Vi mødes med en intention. Der er noget, vi gerne vil undersøge sammen….
Hvordan forholder kreativitet og sårbarhed sig til hinanden? Hvad er sammenhængen? Vi er tre kvinder, som mødes i samtale. Vi kender hinanden gennem flere år i en gruppe, hvor den fælles opmærksomhed og nærværskvalitet er omdrejningspunktet for individuel skabelse og samskabelse. Vi mødes med en intention. Der er noget, vi gerne vil undersøge sammen….
Om få dage forsvinder alle Corona-restriktionerne i Danmark. Vi kan endelig vende tilbage til livet, som det var, før pandemien kom med alle sine begrænsninger, litervis af håndsprit, snærende mundbind og fravær af håndtryk. Eller kan vi? For bliver livet virkelig, som det var?
Smitten har kronede dage. Smitten er grænseløs. Ja, smitten er faktisk en globalist. Smitten udfordrer os på alle vores svage punkter. Fællesskabet er et af de punkter, som lyser op i neon. Hvad enten vi vil det eller ej, så er vi fælles om smitten. Men har fællesskabet kronede dage her midt i smitten?
Vi lever i monumenternes brydningstid. En optælling har for nylig vist, at ud af de 101 navngivne statuer, som findes i København, er kun 5 af dem af kvinder. 26 statuer er af dyr, mens de resterende 70 er af mænd. Nu er der heldigvis kommet en kvinde mere til: der er rejst et mindesmærke for digteren Inger Christensen. Men monumentet har bragt sindene i kog, for har det overhovedet noget med Inger Christensen at gøre?
Priserne stiger på stort set alt. Også energipriserne stiger, hvilket er en konsekvens af både opskruet global vækst efter Corona-nedlukningen og ekstreme vejrforhold. Der tales som den store papirkrise, som kan få betydning for den fysiske bogs fremtid. Samtidig er der opstået logistiske flaskehalse i det globale forsyningssystem. Summa summarum: vi står over for knaphedens æra. Hvordan skal vi forholde os?
Skovbadning – eller shinrin-yoku som det hedder på japansk – er et fænomen, som vinder frem verden over. Skovbadning handler ikke – som man måske kunne tro – om at bade i en skovsø, men derimod om at bade sig i skovens atmosfære eller at optage skoven gennem sanserne. Det handler om blot at være i naturen og om at komme i kontakt med den ved at se, høre, smage, lugte og mærke den. Men hvordan gør man faktisk det, og hvorfor er det en god ide?
Vi befinder os i en kreativitetskrise, kunne man forleden læse i Politiken. Vores kreativitet, forstået som evnen til at få nye ideer og udtrykke dem, er for nedadgående. Det er jo nærliggende at spørge, hvad det er, som blokerer for kreativiteten? Hvad der skal til for at genoplive kreativiteten? Hvordan kommer man på sporet af den kreative puls?
Når man sætter sig med strikketøjet og mærker garnet glider gennem hænderne, så samler energien sig, der opstår en særlig ro, og ofte er det muligt at forbinde sig med den tråd, som gennem årtusinder har udgjort trenden mellem strikkende kvinder i snart sagt alle kulturer og verdensdele. På en god dag er der kontakt til den kreative kilde. Men hvad er egentlig kreativitet? Og hvad skal der til, for at man kan skabe rum for den kreative proces?