Den personlige erfaring eller hændelse kan være en åbning eller portal til det fælles menneskelige og universelle. Det har vi set på det seneste, hvor kvinder fra vidt forskellige dele af verden har italesat personlige oplevelser med seksuelle krænkelser og upassende adfærd. Pludselig er et kollektivt mønster kommet til syne, og noget grundlæggende synes at være i bevægelse. Det rejser spørgsmålet om, hvad italesættelse eller naming egentlig er for et fænomen? Og hvad det er, som skal til, for at et kollektivt mønster kan blive synligt?
Vores virkelighed starter i sproget, og med sproget – og altså italesættelsen – er det muligt at ændre verden og vores vilkår. Det er kernen i brasilianske Paulo Freire og hans Pedagogy of the Oppressed: “Naming the world, in which dialogue between humans creates a shared sense of what the world is – a process of defining the world and the place of the self within the world….Once something is named for a person, that person will have the ability to re-create it, enhance it, change it or stay away from it”.
If it is in speaking their word that people, by naming the world, transform it, dialogue imposes itself as the way by which they achieve significance as human beings. Dialogue is thus an existential necessity”.
Det at italesætte et forhold kan altså være forandrende. Men midt i den fælles italesættelse – eller naming – er mange kvinder blev kritiseret. Både for selve italesættelsen, men også for at gøre sig skyldig i offentlig udskamning ved at sætte navn på krænkeren. Flere kvinder har dog argumenteret for, at de ikke ønsker at sætte navn på krænkeren. På den måde kommer italesættelsen til at handle om kulturen/mønstret og ikke personen – hvilket trækker tråde til sagen om Det Svenske Akademi:
”For mig blev det effektfuldt, at han ikke blev navngivet. Vi beskrev i stedet Forum, hans kunstscene, og hvilken betydning den havde. Det var altså systemet rundt om ham, der blev beskrevet, og for mig var det helt afgørende, for at folk kunne forstå, hvor omfattende magten var, at den var større end en enkelt person. Det handlede om en struktur”*. Sådan siger den svenske journalist Matilda Gustavsson, som i 2017 afslørede Kulturprofilens overgreb i Sverige, hvilket har medført store ændringer, ikke mindst i synet på Det Svenske Akademi.
Naming handler altså om at løfte et forhold til et nyt niveau. Freire understreger derfor vigtigheden af autenticitet i dialogen. Hvis naming skal lede til grundlæggende forandringer, så må det ske med kærlighed:
”Dialogue cannot exist, however, in the absence of a profound love for the world and for people. The naming of the world, which is an act of creation and re-creation, is not possible if it is not infused with love”.
Når Matilda Gustavsson i dag reflekterer over forløbet, siger hun, at hvis man skal undersøge en hændelse og kunne afdække det kollektive mønster, så må man gøre det meget, meget omhyggeligt. Man må lade det tage sin tid. Netop langsomheden og omhyggeligheden synes afgørende for, at italesættelsen – naming – kan generere den nødvendige opmærksomhedskvalitet.
Når jeg italesætter, så er der et publikum, et vi, som har en vidnefunktion. Når jeg finder modet til at italesætte en erfaring eller en hændelse – og hvis det sker med den rette timing og i et sprog, som muliggør, at vi/den omgivende verden så at sige betingelsesløst kan iagttage og bevidne – så er der mulighed for, at det, altså det kollektive mønster, kan komme til syne. Men der er mange eksempler på, at systemet har gjort modstand. Systemet har, for at opretholde sig selv, søgt at reducere hændelsen til det personlige – altså til noget kun jeg har oplevet. Dermed er det fælles mønster ikke er blevet synliggjort. Man kan da blive i tvivl, om verden mon ønsker at se sig selv? Freire understreger, at naming forudsætter dialog, og altså et møde mellem dem, som italesætter og dem eller det, som italesættes:
“Dialogue is the encounter between human beings, mediated by the world, in order to name the world”
”Verden” er altså mediator, hvilket peger på, at det spejl, som findes i vi’ets vidnefunktionen, er afgørende. For dermed kan italesættelsen – naming – synliggøre et kollektivt mønster og føre til en egentlig forandring. Netop nu er afgørende balancer under forandring. Men vi må ikke være for forhastede. Vi må i stedet være stille lyttende – i omsorgsfuld dialog. Med empati for både dem, som italesætter og dem eller det, som italesættes. Det kræver både mod og vedholdenhed at overkomme den skyld og skam, som også er til stede. Det kan ikke udelukkes, at gentagelse er nødvendig. I hvert fald er opmærksomhed på timing helt afgørende for at kunne finde en sprække, hvor det er muligt at trænge igennem modstanden. Og åbenhed overfor at italesættelsen – naming – kan komme til udtryk på mange forskellige ”sprog”, ikke kun gennem journalistik, men også samtale, musik, performance, billedkunst eller digtning:
Sig mig
at tingene
taler
deres eget
tydelige
sprog
Inger Christensen, Brev i april, 1979
* Citat fra artiklen: Hun afslørede Sveriges ”Kulturprofil”, avisen Information, 2. okt. 2020.
Øvrige citater er fra Paulo Freire: The Pedagogy of the Oppressed, 1970.
Skriv et svar