Sorg er et grundvilkår for os alle. På et tidspunkt i livet vil vi møde sorgen. Sorgen over at miste. Sorg er en følelse. Som også kan opleves som en tilstand. Sorg kan være lammende. Som et slør der lægger sig over alt. Dyb, smertelig og vedvarende. Fuld af fortvivlelse. Sorg er ofte i vores kultur forbundet med noget, som den enkelte føler. Men sorg kan også være kollektiv. Som en fælles sorg over at miste den fremtid, vi havde håbet på og drømt om. Livssorg kunne man kalde det. Livssorg kan opleves som en grundtone i verden netop nu. Men hvad er livssorg – og hvordan kan vi sammen navigere i en tilstand af livssorg? 

Livssorg er en grundtone, som man ofte møder hos digteren Inger Christensen. Derfor opleves det også meningsfuldt, at det blandt andet er hendes ord, man kan læse på mindestedet for de 5 unge fra Trondheim, som døde på Utøya i juli 2011:

som papiret der hviler
mens et ord går forbi
en sorg der blir hvid
en glæde der sortner

jeg vil ingenting vide
du går ved min side

Mindestedet i Trondheim hedder Terra Incognita – ukendt jord eller grund – fordi både den individuelle og den kollektive sorg er grænseløs og kommer ”uden kort”, i betydningen: et endnu ikke kortlagt territorium hvor det derfor kan være vanskeligt at finde vej. 

Ved ebbe trækker havet sig tilbage, og sten, skaller og tang kommer til syne. Efter ebbe kommer flod, og vandet presses op mod kysten og oversvømmer store dele af kystlinjen. Når der er flod, er det svært at se andet end vand ved kysten. Sådan er det også med sorg, skriver Mai-Britt Guldin i den lille bog Sorg i serien Tænkepause. Derfor kan det være vanskeligt at finde vej.

På vores breddegrader har vi et lidt ubehjælpsomt forhold til sorg, som blandt andet viser sig i et sprog, som sjældent evner at rumme sorgens facetter. Når vi mærker sorgen hos den anden, viger vi ofte tilbage – for sorgen hos den sørgende opfattes som tung og noget, vi gerne vil undgå at komme i berøring med. Det gælder også livssorgen – og mennesker, som udtrykker den fælles livssorg. 

Greta Thunberg (se indlæg om greta-thunberg) gentagne gange brugt sin stemme til at italesætte den store livssorg, som masser af unge verden over føler i forhold til klimakrisen og den fremtid, som forurening og knappe fælles ressourcer har gjort både ustabil og helt uforudsigelig. Vi, der har lyttet, har hørt, hvordan Greta i sine mange taler enten har udtrykt livssorgen meget direkte eller blot har ladet den være der mellem linjerne. Vi, der har lyttet, har hørt, hvor kraftige reaktionerne har været, og hvor meget Greta har skullet bære på sine skuldre, når mennesker og grupper af mennesker ikke har ønsket at se realiteterne eller livssorgen i øjnene. Vi, der har lyttet, har hørt, hvordan Greta igen og igen har bedt os om i fællesskab at forholde os til, at fremtiden ikke bliver, som vi havde håbet, hvis vi bare fortsætter som nu.

”Abrikostræerne findes. Abrikostræerne findes”, lyder den første sætning i Inger Christensen’s digtsamling Alfabet. Som en hyldest til jorden, men også som en dyb livssorg. For når man skriver, at noget findes, så der er jo implicit en mulighed for, at det på et tidspunkt holder op med at findes. Holder op med at eksistere. 

I pausen mellem indånding og udånding. som papiret der hviler. mens et ord går forbi. Det er måske uforudsigeligheden, som er blevet tydeligere. Vi ved ikke, hvornår det klimaforandrede vejr slår til. Vi ved ikke, hvornår der går hul på uligheden, og mennesker igen kommer vandrende på vores motorveje for at finde tryghed. Mens isen ved polerne hastigt smelter. Mens polariseringen tiltager. Mens vreden vokser og pludselig eksploderer. Det er uvisheden, som gør det. Og nu også smitten, som kæder det hele sammen. Vi ved ikke længere hvornår: en sorg der blir hvid. en glæde der sortner.

jeg vil ingenting videdu går ved min side. Fortsættelsen handler om, at vi må øve os i at erkende livssorgen for at kunne navigere i den tilstand. Sammen. I samtale. Og i stilhed. Med omsorg. Med nænsomhed. I langsomhed. Og vel også med stor taknemmelighed. Over at være til …..

Note: Ordet og begrebet livssorg er blevet introduceret af den norske psykolog, Janette Røseth, som sammen med sin kollega, Emmeline K. Werner, har skrevet bogen Livssorg (udkommet på det norske Frisk Forlag, sept. 2020) – se mere: https://www.janetteroseth.com/