Der er langt op. Den er 85 cm højere end en almindelig københavnerbænk og svær at komme op på. Ideen er at gøre det meget konkret og synligt, hvor meget vandstanden vil stige, hvis vi ikke gør noget nu. Spørgsmålet er, om det virker? Når man på sin gåtur i København møder klimabænken, så bliver man først overrasket – og bagefter magtesløs. For kan man overhovedet komme op på den, hvis man forsøger? Og hvad er det så for et klima, man har udsigt til deroppefra? Og hvilken klima-indsigt?
Da FN’s Klimapanel fremlagde en ny rapport om mulige løsninger på klimakrisen i starten af april, sagde Antonio Guterres, FN’s Generalsekretær, at målet om en forholdsvis behersket global opvarmning på 1,5 grader ”er i respirator”. Altså reelt døden nær. Og spurgte: ”Hvordan holder vi så 1,5 grader i live?” Med andre ord: hvordan flytter vi 1,5 graders-målet fra livshjælp til opvågningsrummet? Det er der i Klimapanelets rapport en række bud på. Men de kan nemt virke ret abstrakte for det enkelte menneske. For de handler om en kraftig reduktion af de globale CO2-udledninger, om omstilling af energisektoren og industrisektoren fra fossile brændsler til grønt og om meget større investeringer i grønne teknologier. Blandt andet.
Vi mangler hverken viden eller løsninger. Hvad er det så, vi mangler? Når man ser, hvor langt der er op på klimabænken, føler man sig magtesløs. Godt nok er klimabænken med til at gøre den mulige fremtidige vandstand meget konkret. Men den fremkalder også den følelse, som mange mennesker oplever, når de hører om 1,5 grads-patienten i respirator. Man føler sig magtesløs i dobbelt forstand. Hvis det lykkes at kravle op på klimabænken, så er det en viljesakt. Og det er måske netop vilje, vi mangler?
Når Guterres omtaler målet om max. 1,5 graders global opvarmning som en patient, der er i respirator, så er det uden tvivl for at tale til os med og i billeder, som vi kan forholde os til. I forbindelse med Corona-pandemien har vi jo alle hørt om patienter i respirator. Han ved, at vi skal berøres følelsesmæssigt for at kunne forholde os til, hvad det er for et klima, vi har udsigt til. For at få nye klima-indsigter. Også klimabænken er et meget konkret forsøg på at gøre klimaforandringerne håndgribelige for os ved at bringe vores sanser i spil: så meget stiger vandet, hvis ikke vi gør noget anderledes nu! 85 cm!
Udfordringen med både 1,5 grads-patienten og klimabænken er blot, at de begge er med til at fundamentere oplevelsen af, at klimaet – og jordens tilstand – er adskilt fra det enkelte menneske. Det er noget ydre. Oplevelsen af, at det enkelte menneske og dets tilstand står udenfor. Og deri ligger nok den dybere årsag til, at vi fortsætter vore liv stort set helt, som vi plejer. Som om der ikke er en 1,5 grads-patient eller en klimabænk. Som om vi mangler afgørende klima-indsigter for at kunne handle på nye måder. Som om vi ikke er en del af naturen – forbundet med jorden tilstand og det klima, som lige nu får holdt åndedrættet kunstigt i gang.
Digteren Inger Christensen har kredset om det emne i mange af de tekster, hun har skrevet. I essaysamlingen ”Hemmelighedstilstanden” skriver hun bl.a., at der er:
”…….dem, der tror at mennesket med sit sprog står uden for verden, og dem der oplever, at et menneske med sprog er en del af verden; og at det derfor bliver nødvendigt at forstå, at idet et menneske udtrykker sig, er det også verden der udtrykker sig. Formodentlig hører vi alle sammen dagligt, at det er et udtryk for klodens tilstand, hvordan regnskovene lever og ånder. Men hvorfor skulle det ikke på samme måde være et udtryk for klodens tilstand, hvordan vi som mennesker lever og ånder og udtrykker os, f.eks. om regnskovenes tilstand. Vi skal vide, at vi ikke kan komme udenfor. Vi kan lade som om”.
(Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden, 2000, pp 44-45).
Skriv et svar