Hun er på alles læber: Greta Thunberg. For mange er hun blevet et ikon for klimadebatten – for andre er hun en lidt irriterende kløe, som ikke vil gå væk! Hver fredag i flere måneder har Greta lavet skolestrejke for klimaet ved at sætte sig foran den svenske Riksdag. Stille med sit liggeunderlag og sit skilt: ”Skolstrejk för klimatet”. Sort på hvidt – fordi for Greta er det sort-hvidt.
Verden lytter til Greta. Hun minder os om, at vi har et valg: vi kan lette vores klimaaftryk. Hun rejser selv med tog fra sted til sted for at deltage i møder og demonstrationer. Fornylig er hun ankommet til klimatopmøde i New York efter at have krydset Atlanten i en større sejlbåd, som kan generere CO2 neutral elektricitet. Hun blev inviteret til FN COP24 i Polen for at holde tale og også til World Economic Forum i Davos i begyndelsen af 2019. Hun er blevet indstillet til Nobels Fredspris, fordi hun med sin skolestrejke for klimaet arbejder for fred: yderligere klimaforandringer vil lede til flere krige, konflikter og flygtningestrømme.
Det særlige ved Gretas protest er hendes vedholdenhed og insisterende tilstedeværelse: Samme sted samme dag samme budskab uge efter uge. Greta virker på en gang både uskyldig og vis. Med stor integritet og autenticitet gentager Greta sit budskab – hun fremstår beskeden og uden ønske om at efterlade sig egoaftryk.
Hendes fredagsklimastrejke har bredt sig til masser af andre byer og lande, hvor tusindvis af skoleelever nu demonstrerer. Med musik og bannere og taler. Men vil verden lytte? Vil vi?
I begyndelsen var det som om, at vi og verden ikke kunne få nok. Men gradvist er kritikken begyndt at melde sig – for Greta er den kollektive skygge, som er trådt frem i lyset og har hævet stemmen. Den viser os, at det faktisk er muligt at være i verden på en anderledes ansvarlig måde. At det er muligt at give afkald – frivilligt – på at eje mere og forbruge mere, end der er behov for. Og på den måde tage medansvar for noget større end en selv..……
”Bedrifter er mindre, end mænd tror.
Det store er himlen, havet, jorden, sjælen”
Citatet er fra: ”Sur”, af Ursula K. Le Guin, udgivet af forlaget Virkelig, København 2017, med støtte fra Statens Kunstfond.
