Vi lever i en tid med mange ubalancer. Vores vanemæssige fokus på indhold, resultat, løsning og svar er udfordret. Det er baggrunden for at introducere det feminine livsprincip og kigge nærmere på, hvad det rummer. Det feminine livsprincip handler ikke om feminisme, men hvad handler det så om?

Det feminine livsprincip rummer en række kvaliteter, som vi i stor udstrækning har mistet kontakten med. Kvaliteter som er nødvendige for at kunne genetablere balancen i det enkelte menneske, i relationerne mellem mennesker og i vores fælles helhed. Det lyder måske lidt abstrakt, men faktisk er det ganske jordnært.

Den opmærksomhedskvalitet, som har fokus på indhold, resultat, løsning og svar, kan kaldes det maskuline livsprincip. Modsat er det feminine livsprincip kendetegnet ved opmærksomhed på rum – ikke bare det fysiske rum men også det sansede rum. Det handler om atmosfære, relation og mellemrum. For i mellemrummets sprække er der mulighed for, at noget nyt kan spire. Det handler om at stå i det åbne, vågent iagttagende, med opmærksomhed på vidde og baggrund.

De to opmærksomhedskvaliteter skal opfattes som komplementære: uden den ene, kan den anden ikke eksistere. Det feminine livsprincip handler om at åbne sig for det, som ankommer. Det maskuline livsprincip handler om at fokusere på et aspekt af det ankomne. Det må understreges, at ingen af de to opmærksomhedskvaliteter kan reduceres til biologisk køn, og det handler som nævnt ikke om feminisme.

På sigt er det måske muligt at forestille sig, at vi med et dybere kendskab til det feminine livsprincip kan bringe det sammen med det maskuline livsprincip og agilt skifte mellem de to – alt efter hvad situationen kalder på? 

Det vil vi undersøge på denne blog – gennem beskrivelse af begivenheder, tekster, billeder og samtaler i essensform, for formen er som udgangspunkt kort. Man kan sige, at vi sender postkort med indtryk og refleksioner. Frekvensen vil være i tråd med det feminine livsprincip og derfor langsom. Men vi satser på at skrive i hvert fald en gang om måneden. 

Få besked om nye indlæg via email
Forneden i bloggen kan du indtaste dit navn og email-adresse for at blive tilmeldt og modtage information om nye indlæg: