Den fireogtyvende februar –  eller hvad isformationer kan fortælle os

Verden bliver aldrig den samme igen, hører man gentagne gange, efter krigen begyndte den fireogtyvende februar. Vi ved jo, at alting er foranderligt. En dag begynder og slutter, og dagen i morgen vil være anderledes end i dag. Den fireogtyvende februar kom, og verden har i dagene siden været helt anderledes. Alting er flygtigt – alting er forbigående. Også de isformationer, som er indfanget på fotoet, men hvis skønhed i virkeligheden netop er forbigående, og derfor for længst er forsvundet. Så privilegerede vi var før den fireogtyvende februar – burde vi have set forandringen komme? Hvilket verdensbillede mon viser sig, når isformationerne er smeltet væk?

Krige affødes af uerkendt frygt forklædt som mod, har Suzanne Brøgger engang sagt. Krige er det modsatte af kærlighed. Alle siger, de er tilhængere af kærlighed fremfor krig, men det er løgn. For de siger ét og gør noget andet. For alle låser sig fast i de mere eksklusive relationer, der viderefører hele det angstbetonede verdensbillede, de vil slippe fri af….

Det er morgen. Midt i nyhedsstrømmen når man lige at tænke, at det ligeså godt kunne have været os. Hvad tænker egentlig de mange på flugt? Hvad mon præsidenten tænker inde i sit palads, når han vågner til endnu en dag, hvor ødelæggelsen af hans land sandsynligvis blot fortsætter? Hvad mon soldaten tænker, når han rejser sig fra nattens leje og samler sit våben op – hvor skal mange dø i dag? Hvad tænker den unge mor, når hun vækker sine børn fra nattens afbrudte søvn i beskyttelseskælderen? Hvad tænker jeg? Hvad tænker vi her flere tusinde kilometer væk, hvor vi hver dag står op til krigens afledte konsekvenser? Det er som et spejl på isformationen – bevægelser er stivnet i et bestemt udtryk. Som om det samme døgn – den fireogtyvende februar – blot gentager sig. 

Sandheden er krigens første offer, siger man. Fjendebillederne står i kø. De printer sig i os som en slags sindets kobbertryk. Netop det kendetegner Krigens rammer ifølge amerikanske Judith Butler.

Rammen på et billede markerer det, som er indenfor, og det som er udenfor. Sidstnævnte opfattes som ikke væsentligt – her finder man i følge Butler de ikke-sorgbare (ungrievable) liv: Usorgbare liv er liv, som ikke kan tabes og ikke kan ødelægges, fordi de allerede bebor en tabt og ødelagt zone. Vi kan kun sørge over de liv, vi kan se – de liv, som er synlige. Og ifølge Butler er det kun de liv, som vi begræder at miste, der er at betragte som sorgbare og bevaringsværdige liv. Altså inden for krigens rammer (tekst gengivet fra Information). Med andre ord: rammen afspejler et verdensbillede med eksklusive relationer, sådan som Suzanne Brøgger skriver. 

Rammen bestemmer, hvad vi ser på billedet. Men rammen, siger Butler, styrer også på umærkelig vis fortolkningen af billedet. I enkelte tilfælde kan billedet dog vokse ud af rammen eller bryde den og på den måde åbne for nye erkendelser og handlemuligheder. Som eksempel på dette nævner journalist Eva Eistrup i Information fotografiet af en enkelt død dreng på en strandbred, som faktisk for en stund fik os til at se de druknede flygtninge som døde, sorgbare mennesker. 

Også i litteraturen er der beskrivelser af dette – et eksempel er hovedpersonen Harriet, som i Kirsten Thorups roman Indtil vanvid, indtil døden i slutningen af 1942 rejser til München for i et par måneder at besøge Gudrun og Klaus, der tilhører byens nazistiske elite. Hendes mand havde meldt sig som frivillig i det tyske luftvåben men er blevet skudt ned. Under besøget i München vokser Harriets billede af krigen sig nærmest mareridtsagtigt ud af rammen.

Man kan sige, at det samme sker i Svetlana Aleksijevitj’s dokumentariske bog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, som indeholder talrige interviews med russiske kvinder, der ser tilbage på deres roller og handlinger i Den Store Fædrelandskrig, som 2. verdenskrig blev kaldt. Her vokser billedet sig i næsten dobbelt forstand ud af rammen, både fordi man som læser møder beretninger om krigens grufuldhed, som faktisk er helt ubærlige. Men også fordi der i kvindernes retrospektive beretninger om krigen, der oprindeligt var rammesat som en fortælling om heltemod, stort set kun er enorm lidelse, frygt, skam og masser af ubesvarede spørgsmål.

Netop nu rammesættes krigen af fastlåste fjendebilleder. Fastfrosne, skarpe og kolde som isformationer. Det er som om, at selv spinkle forsøg på at udtrykke medfølelse med fjenden censureres allerede i det før sproglige. Vi er vidner til noget, som ingen vel dybest set ønsker? Et globalt og billedmæssigt requiem? Vi synger verden ud!

Men hvad gemmer sig bag ved isformationen? Hvis vi vover at tø fjendebillederne op, hvilket verdensbillede viser sig da? Hvilken ny verdensorden?

Hvad nu hvis vi sprænger rammen? Som om vi er en del af en større person. Et større liv. Tør vi? Er det faktisk muligt at forestille sig et verdensbillede uden den begrænsende ramme? Som rummer muligheder, der minder om isformationen, når vandet er smeltet og løbet væk? Water has no borders…..

Citater og inspiration fra:

Suzanne Brøggers tale ved Danske Kvinders Nationalråds 75-års jubilæum 1974: at-ville-eller-ikke-ville

Krigens rammer, Judith Butler, essays 2015 (oprindeligt 2009) 

Rammen bestemmer, hvad vi ser på billedet, Eva Eistrup i avisen Information, 21. november 2015, rammen-bestemmer-ser-paa-billedet

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, af Svetlana Aleksijevitj, 2015.

Indtil vanvid, indtil døden, af Kirsten Thorup, roman 2020.

Del gerne på:

Email

Facebook

Twitter

Linkedin

Whatsapp

Print