Corona-karantæne er et nyt ord, som er affødt af corona-pandemien. Myndigheder sender corona-smittede i tvungen karantæne for at hindre smittespredning. Andre går i selvvalgt karantæne. Corona betyder krans eller ring. Coronaen lægger sin ring… For vi kan alle være smittebærere. Vi må stå sammen om at holde afstand til hinanden. Mange lande lukker nu deres grænser. Karantænen er nærmest blevet global. Det rejser masser af spørgsmål: Hvor længe vil den vare? Hvilken betydning får den?
Karantæne beskriver en midlertidig isolering af et menneske, ofte grundet smitsom sygdom. Ordet karantæne indeholder tallet 40 (af det franske: quarante), altså det antal dage en karantæne typisk varede. I de store religioner forbindes tallet 40 med faste og renselse: et eksempel er fasten, som udgør perioden på 40 dage mellem fastelavnssøndag og påske. Den enkeltes corona-karantæne varer kun 14 dage – men ingen ved, hvor længe den globale karantæne vil vare.
En karantæne er en tilbagetrækning, hvor man i de fleste tilfælde er alene og i isolation. Tilbagetrækning giver mindelser om klosterlivet, hvor munke og nonner gennem århundreder har trukket sig tilbage fra det verdslige liv for at hellige sig et asketisk og uselvisk liv i guds tjeneste. Nogle har levet helt afsondret for at fordybe kontakten til gud og det spirituelle – formodentlig med store afsavn. En corona-karantæne kan også være udfordrende og opleves som et stort offer. Hverdagens struktur bliver anderledes. Vanerne må ændres. Man må give afkald. På socialt samvær, på at udrette det man plejer, på sin jobmæssige rolle og altså på det, som for mange skaber mening i livet. At være alene kan være forbundet med også at stå alene, altså at være overladt til at klare sig selv. På grænsen til at være ensom. Om det at være alene skriver irske David Whyte:
“To be alone for any length of time is to shed an outer skin. The body is inhabited in a different way when we are alone than when we are with others. Alone, we live in our bodies as a question rather than a statement”.
David Whyte: “Alone”, i Consolations (The Solace, Nourishment and Underlying Meaning of Everyday Words, 2015)
Når man ”lever i kroppen som et spørgsmål”, så opstår en sårbarhed men også en åbning. For et spørgsmål kan være åbnende, og det kan rumme et stort potentiale. Man kan derfor spørge, om det er muligt at se karantænen – både den tvungne og den selvvalgte – som en invitation til fordybelse? Vi tvinges til at sænke tempoet – og inviteres til at dvæle i nuet.
Korona-karantænen er en tilbagetrækning – et ophold i en mellemtilstand – en sprække mellem det, vi kom fra, og det vi skal til. Som potentielt er livgivende. Både helt konkret men også i overført betydning. I sprækken står nye indsigter på spring. Hvis du formår at fornemme spørgsmålet i kroppen. For et spørgsmål kan være åbnende og også rumme et stort potentiale. Det gode spørgsmål er en mulig trædesten til en endnu ikke kendt fremtidig situation – og peger dermed i en ny retning. Corona-karantænen har altså potentiale til at kunne få stor betydning. For hvad kalder livet på? Hvilke spørgsmål kan åbne mig for nye indsigter…? Hvad er det for spørgsmål, som jeg undlader at stille…?
