Om få dage forsvinder alle Corona-restriktionerne i Danmark. Vi kan endelig vende tilbage til livet, som det var, før pandemien kom med alle sine begrænsninger, litervis af håndsprit, snærende mundbind og fravær af håndtryk. Eller kan vi? For bliver livet virkelig, som det var?
Nej, næppe. Vi har haft oplevelser og gjort os en række erfaringer, som vil præge vores tanker, følelser og handlinger også fremover. En lille virus har lukket samfund og grænser verden over. En lille virus har vist os, hvordan verden er langt mere forbundet, end vi nok troede. En lille virus har lært os nye ord som smittespredning, smitteopsporing, senfølger og Coronapas. En lille virus har givet de fleste af os større respekt for influenza-sygdom, end vi havde. En lille virus har bragt døden tættere på det helt almindelige daglige liv. En lille virus har vist os noget om altings forgængelighed….
En samtale begynder – varer et tidsrum – og slutter. Et måltid begynder – varer et tidsrum – og slutter. En dag begynder og slutter. Selvom man gentager noget, man har gjort før, bliver ingenting helt, som det var. Dagen i morgen vil være anderledes end i dag. Alting er flygtigt – alting er forbigående. Også Corona-virus!
Erantis myldrer op af jorden lige nu – ligesom sidste år ved samme tid. Men hvis du kigger godt efter, så kommer de aldrig op helt det samme sted som sidste år. Og hovederne vender sikkert heller ikke altid i samme retning som sidste år. Måske kommer der slet ikke erantis der, hvor de skød op sidste år. Eller også kommer der mange flere. For når den lille løgplante er afblomstret, spreder frøene sig. De samler sig i knolde, som spirer, når de har samlet energi nok. Ofte tager det fire-fem år….
Den lille forårsbebuder, erantis, blomstrer ikke længe og er også af den grund en påmindelse om altings forgængelighed. Masser af erantis. Masser af begyndelser, når den spirer og blomstrer. Masser af slutninger, når den afblomstrer og visner.
Nu slutter Corona-restriktionerne. Vi står på tærsklen til et nyt kapitel. Vi vender ikke tilbage til livet, som det var. Det hele bliver ikke, som det var før pandemien. For der er hele tiden begyndelser og slutninger. Begyndelser og slutninger. Selvom man gentager noget, man har gjort før, bliver ingenting helt, som det var. Men midt i altings forgængelighed er der grobund for noget nyt. Mon vi har samlet energi nok? Eller har vi mest spredt energien i Corona-frygt og -frustration? Hvis vi har samlet nok energi, er der grobund for noget nyt og ikke bare en gentagelse….Der er grobund for en ny spire….flere nye spirer….mange nye spirer……masser af nye begyndelser og selvfølgelig også slutninger……
Skriv et svar