Solen skinner stadig, men den står lavt. Et par visne blade ruller på jorden. En enlig bi summer rundt. Lyset er dæmpet sensommeragtigt. Vi ved det: sommeren er forbi nu. Det er et farvel til den særlige væren, som sommeren inviterer til. Vi kobler os lynhurtigt på det vanebaserede hverdagsliv igen. Med vante rutiner. Bevidstløse gentagelser. I dag. Således også i morgen. Måske havde vi glemt, at efteråret findes. Eftersmagen. Eftertanken. Det er svært bare at være med det, som er. Væren reduceres igen til rastløs længsel. Som rummer et dybt undrende spørgsmål: hvordan kan det være, at vi så let hvirvles ind i højhastighedslivet igen?
Vi har passeret den første dag i den første efterårsmåned. Så ved vi, at det bliver koldere. Og vi har nået efterårsjævndøgnet. Så ved vi, at det gradvist bliver mørkere, at blomster og blade gulnes for derefter at falde og formulde. Den del af årstidernes cyklus er nødvendig, for at alting igen kan spire på et tidspunkt. Spiring, blomstring, frugtsætning, høst og død….hænger sammen. Men der en er stille sorg forbundet med, at det nu er tid til indadvendthed eller nedadvendthed – der er vemod forbundet med at skulle slippe sommerens lethed og væren. En stille sorg forbundet med nu at skulle sige farvel til: Frisat ubekymrethed. Fravær af forpligtelse. Dage der står i kø med langsom nydelse. Læs mere i indlægget: Flyvende sommer.
Hverdag igen. Igen hverdag. Med vante rutiner. Gentagelser. I dag. Således også i morgen. Hverdagslivet rummer en velkendthed. Hverdagslivet er en form repræsentation af livet. Dage på automatpilot. Perspektivet er lineært. Med reduceret livfuldhed. Noget fra i går – noget fortidigt – som gøres igen. I dag. Som i går. Således også i morgen. Rutiner. Gentagelser. Noget man skal nå. Gøremål. Handlinger som skaber strukturer. Som livet former sig i. Som livet folder sig ud i. Og måske også begrænses af?
For ind imellem får livet åndenød. Når højhastighedslivet tager over. Når listen af opgaver bare bliver længere. Stadig flere deadlines. Som rykker nærmere. Når al gøren bare moser frem og maser enhver antydning af væren. Man mærker ubalancen. Men tilpasser sig. Som om man ikke havde noget andet valg. Væren bliver til fravær af nærvær – og til længsel. Samt undring over at vi så let som ingenting hvirvles ind og rundt i højhastighedslivet igen. Er det fordi, vi igen og igen har gået den vej og fordybet et spor, som det nu næsten er umuligt at komme op af? Rutiner og gentagelser bliver til vaner. Som bliver til livsbane og skæbne:
“Life is what happens to you while you’re busy making other plans…”
Så hvordan er det da egentlig muligt at få tag i væren, spørger man? Stilheden inviterer. Men det er sjældent, vi lægger mærke til invitationen. For der er forstyrrelser nok. Opmærksomheden findes. I september. I dag. Således er det faktisk muligt at forsøge at være med det, som er. At lægge sin ring om væren. At stoppe op. At holde op. Ikke flere evindelige eller bevidstløse gentagelser lige nu. Kun opmærksomhed på rytmen i øjeblikket – og oplevelsen af berøringer og forstyrrelser. Med bevidstheden om, at man faktisk kan undlade at lade sig forstyrre. At rumme uden at tage stilling. Blot at være med det, som er. Ikke-gøren.
Væren er at holde op. Stoppe op. Være stille. Rumme stilheden. Mens man registrerer og rummer tanker, følelser og kropslige fornemmelser, som kunne blive til forstyrrelser. Livsberøringer. Som måske kræver handling. Bare ikke nu. Nu er det den kreative impuls, som strømmer. Træder trin i en spiraldans. Som lægger sig beskyttende om væren. I dag. Måske også i morgen. For tiden er en anden. For tiden er spiralagtig. Nægter at lægge sig fladt ned. Vil ikke være forkrampet udstrakt og lineær. Kredser i stedet om sig selv. Cirkel på cirkel. Vender tilbage. Men aldrig til det samme punkt. Selvom væren faktisk er vanedannende. Og dramaturgien er simpel:
”Det er på en måde bare at holde op og lade alting være, som det er. Lige nu”.
Klik her for at prøve en 5-min øvelse: At være med det som er.
Kilder:
I indledningen uddrag af Digt 10, i Alfabet, Inger Christensen, 1981
Sætning fra sangen: “Beautiful Boy” af John Lennon på hans sidste album Double Fantasy, som han lavede med Yoko Ono.
Afsluttende citat: Celinah Malue Jakobsen i guiding på Kontemplation.dk
Skriv et svar