Romanen Pesten af Albert Camus topper mange læse-hitlister for tiden. Romanen handler om et pest-udbrud i den algeriske by Oran lige efter 2. Verdenskrig – og skildrer pestens virkninger, og især hvad den betyder for menneskers relationer. Midt i Corona-tiden søger vi beskrivelser af situationer, som minder om den, vi er i lige nu. Hvordan kan man forstå, det som sker netop nu – og hvad kan vi forvente os af fremtiden? Pest eller Corona? I Pesten er hovedpersonen lægen dr. Rieux, som på mange måder er inkarnationen af selve menneskeligheden….
En dag finder en portner en død rotte på en trappe i den ejendom, hvor dr. Rieux bor, og inden længe er byen fuld af døde rotter. Pest-udbruddet er et faktum. Portneren er den første, der dør. Alligevel er myndighederne tilbageholdende med at erkende alvoren i situationen: ”Præfekten var elskværdig men nervøs. – Mine herrer, skal vi begynde, sagde han, behøver jeg resumere situationen? Richard mente ikke, det var nødvendigt. Lægerne vidste, hvordan den var. Spørgsmålet var bare, hvilke forholdsregler der skulle tages. – Spørgsmålet er, sagde den gamle Castel ligeud, om det er pest eller ej? Nogle af lægerne protesterede. De andre så ud til at tøve. Hvad præfekten angik, gav det et sæt i ham, og han vendte sig uvilkårligt om mod døren som for at være sikker på, at den havde forhindret denne uhyrlighed i at slippe ud på gangen….”
Selvom man i starten tøver med at erkende det, så er pesten et faktum. Vi hører, hvordan pesten påvirker livet i byen. I begyndelsen søger borgerne i pestens by trøst og går på cafe: ”…der blev faktisk drukket meget. Efter at en af dem havde sat et skilt op med: Vinens glød er smittens død, styrkedes den forestilling, der allerede forekom publikum naturlig, at stærke drikke beskytter mod smitsomme sygdomme”.
Fra at kun få er smittede, spreder pesten sig hurtigt og bliver noget, som påvirker alle: ”Fra det øjeblik kan man sige, at pesten var noget, der angik os alle. Indtil da var hver enkelt af vores medmennesker blevet ved med sine gøremål, som han nu kunne, på sin sædvanlige plads og trods den overraskelse og uro, som disse ejendommelige begivenheder afstedkom. Og sådan skulle det vel også fortsætte. Men da portene blev lukket, opdagede man, at alle, også fortælleren, var fanget i samme fælde, og at man måtte indrette sig efter det. For eksempel blev en så individuel følelse som det at være adskilt fra den, man elsker, pludselig, straks fra de første uger, en følelse, der deltes af en hel befolkning, og sammen med det at være bange var det den største smerte i denne lange eksilperiode”.
Mennesker må bukke under for smitten. I dødsannoncerne oplyses det ofte for tiden, at på grund af de særlige omstændigheder omkring Corona vil der først blive afholdt fælles mindehøjtidelighed, når det igen er muligt at samle alle. I Pesten afholder man i begyndelsen begravelser, næsten som man plejer, for dog at opretholde en vis fornemmelse af normalitet. Men det ændrer sig: ”der blev nemlig færre og færre kister, og stof til ligklæder og plads på kirkegården manglede også”. Men man gjorde ”hvad der sømmede sig, og det var først lang tid senere, at man tvunget af omstændighederne, opgav denne sidste blufærdighed og begravede mænd og kvinder i en forvirring, ovenpå hinanden, og uden at bekymre sig om anstændigheden”.
Netop moralen og anstændigheden er den røde tråd i Pesten. Camus undersøger mødet mellem menneskets individuelle eller egenrådige valg og kravet om medansvar og fælles afkald. Dette møde er ikke statisk, og der er mange nuancer og tankevækkende eksempler romanen igennem. Dr. Rieux fører os sikkert fra den ene erkendelses-invitation til den næste.
Der erklæres udgangsforbud, byportene spærres permanent, og karantænen bliver altomfattende. Lidelsen bliver kollektiv: ”Vores medborgere havde ladet sig disciplinere, de havde tilpasset sig, som man siger, fordi de ikke kunne gøre andet…..Mens de hidtil stædigt havde holdt deres smerte uden for den fælles ulykke, accepterede de nu at se ens på de to. De fandt deres plads i nuet, uden erindring, uden håb. Egentlig blev alt nuværende for dem. Man kan godt sige, at pesten havde berøvet alle evnen til kærlighed, ja, selv til venskab. Kærlighed kræver nemlig en lille smule fremtid. Og vi havde kun øjeblikke tilbage nu”.
Ligesom vi kender det her midt i Corona-tiden, så var der stor efterspørgsel på at forsøge at forudsige pestens udvikling: ”Nogle af disse forudsigelser byggede på sære udregninger, hvori indgik årstallet, antallet af døde og det samlede antal måneder, hvor pesten havde hersket…….Fælles for profetierne var i øvrigt, at de alt i alt var beroligende. Det var pesten bare ikke”.
Pest eller Corona? – Der er mange lighedspunkter mellem den nuværende situation og den, som Camus beskriver i Pesten. På et tidspunkt holder man op med at forsøge at forudsige hvornår – og faktisk at håbe på at – det slutter. Men en skønne dag åbner byportene selvfølgelig igen. Smilene breder sig, der er igen glædestimer og masser af genforeningsfester. Men meget er anderledes, end det var. Sådan vil det også være med Corona-tiden – den slutter, og når den gør, må vi indstille os på, at meget formodentlig vil være anderledes…..
Citaterne er fra: Pesten, af Albert Camus, 1947, oversat til dansk af Hans Peter Lund 2012/2018
