Her mens vi venter på forår, regner det nærmest dagligt i store mængder. Mens vi venter på forår, udkommer endnu en rapport fra FN’s klimapanel, men den nærmest drukner i de øvrige nyheder. Mens vi venter på forår, kan man fundere lidt over den seneste tids hændelser. At de strukturer, man troede, var bærende, nu synes at være i bevægelse. Som vandet i isen, der smelter. Hvor er vi på vej hen? Kan vi finde nye veje? Findes der et kort over den verden, som vi endnu ikke kender?
På sådan en regnvåd dag blandt alle de andre – hvor man længes efter forår – udkommer klimapanelets rapport. Som man ikke har lyst til læse. Og selvom den nærmest drukner i de øvrige nyheder, så skimter man ud af øjenkrogen alligevel en overskrift her og der. Om dødbringende oversvømmelser, hedebølger og terminal diagnose for den arktiske is. Så er det, man glimtvis kan længes efter større forudsigelighed, efter orden og et kort, som ikke tillader, man går vild. Ja, man længes efter et kort, som i sin algoritme har indbygget, at brugeren altid finder fodfæste midt i begivenhederne.
”Heldigvis er eksperimentet ikke muligt, ligesom det heller ikke er muligt at fremstille et landkort af samme størrelse som hele kloden. Heldigvis, for hvem ville nogensinde gå ud, hvis man aldrig blev overrasket af en regnbyge, aldrig fik tårer i øjnene og aldrig kunne længes efter den første rigtige forårsdag, fordi man på minuttet vidste, hvornår den ville indtræffe……”
Inger Christensen: Mellemrummene, i Hemmelighedstilstanden, 2009.
24. marts 2023 at 21:15
Det vore skönt med en karta ♥️